Hvem har enden på den "Røde Tråd"

"Hvem har enden på den " Røde Tråd", en overfortolkning af Iben Pytlick.

Her i kennelen er vi vel stadig det man kan kalde "nye" i Retrieverklub sammenhænge. Ikke nye på den måde at vi ikke har nået at vise vores engagement og vi deltager aktivt i mange gøremål i klubbens prøver, ledelse og udvalg og som instruktører, men nye i den forstand, at nogle medlemmer har været engagerede og aktive i over 30 år. Måske er det dem, der kan se enden røde tråd?

Når jeg pludselig får bloggen til at lyde som starten på en strikkeopskrift er det, fordi vi har gjort os rigtig mange tanker om valget i Dansk Retrieverklub samt valget og Årsmødet i Labradors raceledelse.
Vi har labradore avlet på "arbejdslinier". Vi værdsætter allermest ved vores Labradore, at de kan arbejde og at de har godt temperament. Hvis de ikke kan arbejde og arbejde sammen med andre hunde, kan vi ikke bruge dem på jagterne - prøverne osv..
Vi elsker vores hunde allermest i de øjeblikke, hvor de bringer en svær fugl - tager en udpeget lige linie 150 meter og prompte vender sig rundt og kigger afventende tilbage, når stopfløjtet lyder. Bevares, vi er også vilde med vores hunde når vi hygger indendøre og en afslappet stemning breder sig. Men kicket - det kommer når vi arbejder!

For nogle år siden blev "Retrieverdanmark" grebet af optigenfeberen. Den kom fra udlandet og bredte sig med lynets hast. Alle fik dybe panderynker og pludselig blev det en afgørende faktor om en hund var Pra-bærer eller ej! Hvis man før havde været en fantastisk hund - blev man noget mindre fantastisk, hvis det viste sig, at man var Pra-bærer.
At være Pra - bærer nedsætter godt nok ikke evnen til at arbejde - det nedsætter heller ikke evnen til at være social med andre hunde - ej heller har det betydning for hundens levealder - og det sætter ikke en stopper for at man som avlshund kan videregive gode arbejds eller temperaments gener.
Alligevel virkede det som om, at en prabærer hund var noget lidt mindre fantastisk.

Vi har ingen plads til Hellige Køer her på Sydfyn, så jeg skal her indrømme, at vores pande også fyldtes med rynker - vi var skræmte.
Jjeg kontaktede straks vores dyrlæge - og dennes kollega - og en anden dyrlæge - ja et utal af dyrlæger. De kunne godt huske noget om Pra i udbrud - nej de havde ikke selv set det - eller de havde set det engang for flere år siden.
Stille og roligt forsvandt panderynkerne og vi er ikke skræmte længere.

Men freden varede ikke længe, så kom Myophathien - en endnu mere skræmmende sygdom. Dels fordi den er smertefuld for hvalpen , men også fordi hvalpen/unghunden som regel dør som ganske ung. Igen fik vi dybe rynkler - åh nej, åh nej, sender vi som opdrættere den ene syge hvalp efter den anden ud til de stakkels uvidende familier? Ingen har tilsyneladende fundet det nødvendigt at aflive deres hvalp eller undghund. Vi har mødt en retrieverentusiast fra udlandet, der kender én, der for år tilbage fik et myophati ramt hvalpekuld. Har I andre set de myophati ramte kuld?? Nej, for hundene dør af det inden de kommer i avlen. ja, der er bærere, men mon det er et nyt fænomen indenfor Labradors eller har Myophatien altid været en del af arvematerialet ved nogle labradore??

Vi går op i, om vores Labradore har fine hofter. Vi forsøger at give hvalpene de bedste forudsætninger mht. motion og kost. Vi læser med stor interesse artikler i Retriveren, Hunden og sågar i Veterinære tidsskrifter - er det arveligt det der HD ? Eller kommer det, fordi man ikke kan finde ud at passe ordentligt på sin unge hund?
Albuer - det næste, der kan gøre en hund uarbejdsdygtig. Vi får tjekket albuer på vores hunde, vi kigger på forældrelinierne bagud når vi avler.
Men alligevel har vi været i bakgear siden det labradormøde, hvor det blev vedtaget at begge forældredyr skal være røngtenfotograferet på albuerne, hvis de skal indgå i avlen.
Når jeg skriver bakgear er det ikke fordi vi ikke vil røntgen fotograferer albuer på vores hunde, men fordi det på mødet blev vedtaget, at der ikke kunne dispenseres ved brug af udenlandske hanhunde.
Jeg ved ikke, om man i forsamlingen troede, at man som opdrætter vil bruge tid og økonomi på at rejse til England med en fin tæve for at parre med noget, hvor man som opdrætter er ligeglad med sundheden? Sådan er det ikke hos os, men vi er villige til at løbe en risiko for at bevare og dyrke elementer som arbejdsevne, dressurbarhed, supert temperament! Selvom en given hanhund ikke er albue fotograferet kan man godt undersøge albue sundhed bagud i linierne - er de aflivet/kaseret pga. dårlige albuer?

Der var få protester ved mødet, men de blev fejet af bordet med; " at de fleste af de store Engelske opdrættere nu også lader deres hunde fotografere på albuerne". Det argument mener vi bunder i uvidenhed - for det er ikke korrekt, at mange af de " store " opdrættere lader deres hunde albuefotografere.
Desuden får det argument mig til at tænke; jamen menes der hermed, at man skal tage den hanhund, der har bevist sig sund og ikke den hanhund, der passer bedst til tæven?? Ja ja, nogle vil sige, at det kan lykkedes at kombinere begge dele og det tror vi på, men der er undtagelser.
Og det er meget frustrerende som opdrætter ikke at kunne vælge den måske bedste Hanhund til sin tæve, pga. en regel uden undtagelser.
Er Danmark verdens navle hvad angår Labradoravl - er vi så vigtige, at vi kan presse andre lande til at efterleve vores avlsprogram? Er vores opdræt i Danmark så brandgodt, at vi ikke behøver nyt blod udefra?? Er det os danskere har fat i den røde tråd??

Nu skriver vi 2009 - og vi skal have fundet årets sygdom! Hvad bliver mon det næste som vi skal DNA/blodprøve/røngtenfotografere vores hunde for?? Epilepsi, migræne, sukkersyge ???
Nu ser vi på årsmødet imorgen om det er kåring af årets sygdom eller flere restriktioner, der er flertallets bud på den røde tråd.

Vores bud på en Rød Tråd her i kennelen er at avle Labradore, der kan gå på jagt. Labradoren er en apporterende Jagthund. Vi vil løbe en vel overvejet sundhedsmæssig risiko, hvis det på længere sigt gavner avlen. Vores hunde skal ligne labradore, men vi kan leve med, at der engang imellem er én, der falder udenfor. Vi mener ikke hund bliver mindre god fordi den bærer en sygdom.